Kom Videre Mand – nu som bog

Manualen for frivillige gruppeledere af Kom Videre Mand er nu udkommet som bog

I 2014 så manualen til Kom videre mand-gruppeledere dagens lys i regi af Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark. Manualen og træningsforløbet for kommende gruppeledere blev taget så godt imod, at der nu er mange uddannede gruppeledere landet over, der kan facilitere mandegrupper efter dette koncept.

Udvikleren af konceptet og forfatteren til manualen Jørgen Juul Jensen har i nogle år arbejdet på en større, mere fyldig og gennemarbejdet bog. Stadig målrettet frivillige gruppeledere, der ønsker at mestre kunsten at drive mandegrupper på måder, der gør en forskel.

”Otte mænd Otte uger. En guide til facilitering af mandegrupper”, som bogen hedder, står oven på den gamle manual og er lige til at arbejde videre i, blive klogere og inspireret af.

Koncept og manualer er begge et resultat af Jørgen Juul Jensens mangeårige arbejde med at udvikle et gruppekoncept, der er bæredygtigt og effektfuldt i forhold til at styrke og hjælpe mænd tilbage til en livgivende hverdag efter en krise. Det er et resultat af mange års facilitering af mandegrupper og af uddannelse af gruppeledere og undervisere i FriSe regi.

“Otte mænd mødes, hen over otte uger, omkring otte temaer, der forbinder dem omkring en fælles livsudfordring. Når de mødes i et nærende fællesskab omkring nogle af de samme udfordringer, lærer kunsten at lytte og agere vidner til hinandens fortællinger, kan det gøre en verden til forskel. Det er denne proces jeg fortsat ønsker at bidrage til; blot på et nyt og mere dybdegående niveau,” fortæller Jørgen Juul Jensen.

Bogen tilbyder en struktureret ”gør det selv guide”, der indeholder et teoretisk perspektiv, en række metodiske greb til at facilitere komplekse gruppeprocesser og ideer til, hvordan det enkelte gruppemøde kan gribes an. Alt er suppleret og spækket med spændende spørgsmålstyper. Der er desuden et kapitel med materiale til deltagerne.

Bogen er på 146 sider og kan købes på Bod.dk/bogshop (og snart i boghandelen) for 149 kr. og som e-bog for 85 kr.

Rul til toppen